Enkelt tilfælde af fnat konstateret på Byskovskolen i Benløse
En enkelt elev på Byskovskolens afdeling Asgård i Benløse har fået konstateret fnat.
I den forbindelse har skoleledelsen informeret både forældre, embedslæge og kommunens sundhedstjeneste. Det oplyser skoleleder Martin Falkenberg Kofoed til sn.dk
– Der er tale om det ene tilfælde. Vi har informeret forældrene om Sundhedsstyrelsens råd og vejledninger. Vi har selvfølgelig en del forældre, som er bekymrede og frygter for, at deres børn bliver smittet. Der er også et par stykker, som har holdt deres børn hjemme i dag af samme grund, siger Martin Falkenberg Kofoed til avisen
Sandsynligvis er det angrebene af fnat på flere skoler i Næstved, der spæder til frygten for smitte i Benløse. Men der er forskel på fnatmider, understreger skolelederen.
Skolerne i Næstved er ramt af den meget aggressive og smitsomme skorpefnat. Tilfældet på Byskovskolen er den mere almindeligt udbredte fnatmide, som er noget nemmere at håndtere.
Opfordringen til forældrene på skolen er derfor at være opmærksomme på, om deres børn har udbredt kløe på kroppen og i så fald søge læge, siger Martin Falkenberg Kofoed.
Kommentarer