Drønede mod Benløse med eks-mand på taget af bilen
En 24-årig kvinde blev i går tirsdag i Retten i Roskilde idømt 60 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste for at have ført en bil i høj fart ad Roskildevej i Ringsted, medens eks-manden lå oven på taget.
Den 23. juni 2016 modtog Midt- og Vestsjællands Politi et alarmopkald om, at en kvinde havde ført en bil ad Roskildevej, mens en mand lå oven på taget og holdt sig fast i tagbøjlerne.
Baggrunden for episoden var en uenighed omkring samværet med deres fælles 2-årige barn.
Eks-manden mødte omkring Roskildevej i Ringsted den 24-årige kvinde holdende i deres bil, hvor barnet sad i en autostol på bagsædet. Idet kvinden ville køre fra stedet med barnet – som hun havde fjernet fra deres fælles bopæl i Jylland – lagde manden sig oven på taget af bilen, hvorefter hun kørte mindst 3 kilometer mod Benløse i høj fart.
Undervejs fik manden hamret hul på bilens forrude, hvorefter han kunne krænge sig ind og ned på passagersædet i bilen og trække håndbremsen, så bilen standsede.
Retten fandt kvinden skyldig i forsætligt at have bragt eks-mandens liv i fare ved den foretagne kørsel og lagde vægt på, at der var tale om en særdeles farlig kørsel, og at det kun var et rent held, at der ikke skete manden noget.
Vidner til kørslen forklarede i retten, at de først troede, at der var tale om en filmoptagelse, eller at det var for sjov, ligesom de alle fortalte, at kvinden havde ført bilen i høj fart.
Kvinden vil nu i samråd med sin advokat overveje, om dommen skal ankes til landsretten.
Kommentarer