Debat og politik

Din region er foran

Skrevet af: John Wennerwald

Når Region Sjælland modtager vacciner i stor skala, er vi klar til at vaccinere i alle kommuner. Allerede nu er vi i gang med at forberede at kunne vaccinere 14.000 borgere om dagen.

Vi ønsker et let tilgængeligt sundhedsvæsen, som møder borgerne, hvor de er. Derfor har vi i samarbejde med de 17 kommuner i regionen, fundet egnede lokaler til at etablere vaccinationscentrene som på forsvarlig vis kan vaccinere et stort antal borgere om dagen.

Målet er, at der i sidste ende er maksimalt 20 kilometer for alle til nærmeste vaccinationsmulighed.

Den seneste nedlukning af samfundet har heldigvis haft den effekt, at vi har faldende indlæggelsestal. Derfor har vi kunne sænke beredskabet på sygehusene til trin 2 for både medicinske og intensive senge.

Personalet yder konstant en fantastisk indsats og har under hele forløbet behandlet patienter med akutte sygdomme og livstruende sygdomme som kræft- og hjertesygdomme.

Corona skaber store udfordringer, men i forbindelse med vaccinationer, er vi i øjeblikket foran.

Når det bliver din tur til vaccination, får du besked pr. brev eller i e-Boks.

Dette er et læserbrev indsendt af John Wennerwald. Du kan også indsende et læserbrev under INDSEND NYHED i topmenu. 

Kommentarer