Dialogmøde om erhvervsudvikling i Ringsted
Ringsted Kommune inviterer den 14. juni 2018 til et dialogmøde om erhvervsudviklingen i kommunen under overskriften ”Ringsted – bedre dialog for bedre erhvervsudvikling”.
”Byrådet vil rigtig gerne have erhvervslivets, arbejdstagernes og andre interesserede aktørers input til, hvordan vi sammen kan skabe den bedste erhvervsudvikling i kommunen,” siger borgmester Henrik Hvidesten om baggrunden for dialogmødet.
”Helt konkret overvejer Ringsted Byråd at skabe et udvalg med fokus på erhvervsudvikling i kommunen, men inden vi gør det, vil vi rigtig gerne have input til, hvad et udvalg skal beskæftige sig med, og om det er den bedste måde at have fremtidens dialog på,” siger borgmester Henrik Hvidesten.
På dialogmødet vil borgmester Henrik Hvidesten præsentere baggrunden for mødet og give en introduktion til erhvervsarbejdet i Ringsted Kommune. Ringsted Erhvervsforum, LO og Dansk Industri er inviteret til at holde korte oplæg om, hvilke tanker de har i forhold til et samarbejde i et nyt erhvervsudvalg.
”Og så bliver der ellers en åben drøftelse af, hvordan vi sammen kan bidrage, skabe fokus og få succes med erhvervsudviklingen i Ringsted Kommune. Og alle er velkomne til at deltage,” slutter Henrik Hvidesten.
Dialogmødet foregår torsdag den 14. juni kl. 17-19 i Ringsted Kongrescenter, Nørretorv 55. Vil du med til mødet, bedes du tilmelde dig.
Kommentarer