Af Mads Silberg, Det Konservative Folkeparti

Med næsten 25 års tjeneste som professionel soldat og officer i Forsvaret, så har jeg været “et par gange rundt om blokken”, som man si’r. Det har unægteligt bidragt mig et vist videns- og erfaringsniveau.
Jeg ved hvad soldater har brug for fra poltisk side – men jeg ved især, hvad de ikke har brug for.

Siden begyndelsen af 1990’erne og udmøntningen af den aktivistiske/militaristiske udenrigspolitik har der været et entydigt fokus på, at Forsvaret skulle levere enheder, der kunne deltage i internationale operationer.

I 2004 stod daværende forsvarschef, general Jesper Helsø, i spidsen for en gennemgribende ændring af det danske militære forsvar under navnet ”Operation Bar Mark”. Den ændring betød, at vores territorialforsvar samt alle enheder, som ikke var relevante for udsendelse i internationale operationer, bl.a. vores u-båds-våben og det jordbaserede luftforsvar, blev afskaffet.

Derefter fulgte meget omfattende militære operationer i Kosovo, Irak og Afghanistan, som gennem 10-15 år sled hårdt på Forsvarets personel og materiel, og med Talebans genindtagelse af magten i Afghanistan i efteråret 2021 stod det endegyldigt klart, hvor begrænsede resultater man kan opnå med langstrakte, offensive militære operationer.

Det russiske angreb på Ukraine har da også i den grad synliggjort, hvilken forfatning vores Forsvar er i og rettet fokus tilbage på, hvad vi vil og skal med vores militære forsvar.

Senest har et flertal i Folketinget besluttet, at i 2033 skal vores militære udgifter modsvare de af NATO påkrævede 2% af vores BNP. Et i mine øjne utilstrækkeligt og håbløst politisk skuespil i forhold til at vise, at man tager forsvaret af Danmark alvorligt.

Problemet er, at den politiske ledelse gør det, de altid har gjort – gør forsvaret af Danmark op i kroner og ører og behændigt undlader at forholde sig til, hvad de vil have, at dansk forsvar skal kunne levere af effekt.

Det nytter ikke noget at afsætte ressourcer til Forsvaret uden at tage stilling til, hvad pengene rent faktisk skal bruges til. Hvilket blev understreget af, at forsvarschefen (navn?) mente, at man skulle starte med at kaste 7 milliarder kroner i et nyt IT-system, som skulle administrere alt det nye materiel, man så skulle indkøbe. Her kan man undre sig over, hvordan et administrativt system lige pludselig skal være definerende for den kampkraft, som Forsvaret skal kunne levere i en eventuel krig.

Forsvarspolitik er ikke så kompliceret. Vores politiske ledelse skal gøre op med sig selv, hvad der er den største trussel for rigets sikkerhed, og så skal Forsvaret indrettes til at kunne imødegå den trussel. En indretning, der primært skal forestås af de militærfaglige kapaciteter – altså generalerne.

Generalerne skal vi også have sat fri igen og sat i armslængde til deres politiske herrer. Som det er nu, har vi en forsvarschef, som på ingen måde er herre i eget hus. Han bestemmer ikke over sit personel – det gør direktøren for Forsvarsministeriets Personalestyrelse. Han bestemmer ikke over sit materiel – det gør direktøren for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse. Han bestemmer heller ikke over sine kaserner, flyve- og flådestationer – det gør chefen for Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Vi skal have indrettet og finansieret det forsvar, vi har brug for, og det skal være med udgangspunkt i militærfaglige og sikkerhedsmæssige vurderinger frem for luftige politiske dagsordner og økonomiske kalkuler.