Der tælles, der gættes og der fantaseres, håbes og frygtes i denne tid. For hvem skal lede landet, når vi Grundlovsdag har været henne for at sætte vores kryds? Skal det være den erfarne statsminister Lars Løkke eller det uprøvede blad Mette Frederiksen?

Skrevet af Brian Mørch, Folketingskandidat Dansk Folkeparti

Noget tyder på, at de to har stukket hovederne mere sammen, end de vil indrømme. Jeg bliver ikke det mindste forbavset, hvis de allerede nu, inden vælgerne har talt, har skrevet ministerlisten. For syns skyld kan de bag lukkede døre mundhugges lidt om, fra hvilket parti trafikministeren eller kirkeministeren skal komme fra.

Der er ingen tvivl om, hvorfor de to store partier gør, hvad de gør. Lars Løkke vil gøre hvad som helst for en ministerpost – og for at holde de to nye partier, Nye Borgerlige og Stram Kurs uden for indflydelse. Vi har set noget lignende før. I Sverige og det er ikke just er yndefuldt at blæse højt og flot på en stor gruppe vælgere, der føler sig mast over den førte politik. Hvem Mette Frederiksen vil holde ud i strakt arm, skal jeg ikke kunne sige, men mon ikke, hun vil gå lagt for at blive fri for radikale fantaster og dem med tylsskørterne?

Jeg siger ikke, at en SV-regering er det værste, der kan ske. Men hvis det skal ske, mangler der noget. Nemlig Dansk Folkeparti.

Nogle vil nok med rette hævde, at efter den ene lussing efter en anden, er det alt for ambitiøst at gå efter at blive en del af regeringen. Men hvorfor egentlig ikke? Hvis vi skal være pragmatiske, så har Dansk Folkeparti en hel del til fælles med både Venstre og Socialdemokratiet, så Dansk Folkeparti kan jo være den kontaktlim, der holder sammen på det hele.

Lad mig sige det med det samme, inden nogen begynder at jonglere med mere eller mindre fantasifulde argumenter. Sådan som meningsmålingerne er lige nu, gør jeg mig ikke de store forhåbninger, men på den anden ide set, så går det jo ikke, hvis end ikke jeg selv tror på det. Og vi ved jo alle, at ingen kender resultatet, før stemmerne er talt og fintalt, og skulle det ske, at jeg får et mandat, så er der vel ingen der forestiller sig, at en nyvalgt får en ministerpost, så jeg lægger ikke valgkabaler, fordi jeg tror, jeg selv bliver statsminister. Men på den anden side set, så har vi vel endnu til gode at have en statsminister, der lyder det gode navn Brian.

Ikke nogen svensker, tak

Spøg til side. Jeg synes ikke, at en SVO er det dummeste, man har hørt. Men der er også noget, der skurrer, for det lugter lidt af en svensker, ikke sandt? Uhellige alliancer blev indgået, og i al deres pænhed formåede de svenske politikere at blæse en stor gruppe vælgere en hatfuld.

Det er ikke, hvad jeg ønsker mig i Danmark. Uanset, hvad jeg personligt måtte mene om Enhedslisten og deres hede drømme om revolution, om Alternativet og deres …. Ja, hvad ønsker de sig egentligt? … Nye Borgerlige og deres ufravigelige krav og Stram kurs og deres mål om at gøre Danmark til muslimfrit område, så er der altså nogle borgere, der føler sig bedst repræsenteret af disse grupperinger.

Jeg siger ikke, at vi skal smide, hvad vi har i hænderne og opfylde deres ønsker, men jeg siger, at vi skylder vores medborgere at tage dem så alvorligt, at vi i det mindste lytter til dem, de ser som deres repræsentanter. Og kan der skabes et fælles fodslag på nogle områder, så skal man da gøre forsøget.

Nu er der kun de sidste krampetrækninger tilbage, før vi står i stemmeboksen og sætter vores krydser udfor de personer eller partier, vi synes bedst om. Godt valg til alle – også til dem, jeg er politisk uenig med.