Danskerne samler 11 millioner kroner ind til mennesker på flugt
Tusindvis af danskere har i dag været på gaden for at samle ind for Danmarks største NGO, Dansk
Flygtningehjælp. Det resulterede i lidt over 11 millioner kroner, som nu skal bruges til blandt andet at hjælpe mennesker på flugt fra krigen i Syrien.
Der blev givet både med mønter og mobiltelefoner, da danskerne i dag, søndag den 3. november, fik besøg
af Dansk Flygtningehjælps mange indsamlere. Flere end 10.000 havde nemlig valgt at bruge tre timer af deres
søndag formiddag på at samle ind til verdens flygtninge.
Og mens der stadig fintælles, og de sidste bidrag endnu løber ind via girokort og mobilindbetalinger, så siger
resultatet nu lidt over 11 millioner kroner. I Ringsted kommune blev der indsamlet 34.728 kr.
Det glæder direktør for global kommunikation og fundraising i Dansk Flygtningehjælp, Annette Spanggaard:
–Det er et rigtig godt resultat, som jeg kan love kommer til at gøre en livsvigtig forskel for mennesker på flugt.
Jeg vil gerne sige en kæmpe tak til alle de danskere, der var ude at gå for os i dag, eller som åbnede døren og
gav et bidrag.
Hjælp til Syrien
Dansk Flygtningehjælp er med 9.000 medarbejdere i 40 forskellige lande Danmarks største NGO. Og
pengene fra årets landsindsamling går til at hjælpe i nogle af verdens værste kriser lige nu. Det gælder
blandt andet i Syrien og nabolandene:
–Krigen sender fortsat familier på flugt, og behovet for hjælp er enormt. Vi hjælper både med den akutte
overlevelse og med at skabe langsigtede løsninger for de hårdtprøvede familier, så de kan skabe sig en
fremtid, siger Annette Spanggaard.
Udover Syrien vil pengene fra årets landsindsamling blandt andet gå til at hjælpe mennesker på flugt i Yemen
og de mange rohingyafamilier, der lige nu befinder sig i verdens største flygtningelejr i Bangladesh.
Opbakning i hele landet
Fra hele landet er der meldinger om god stemning ude fra opgange, villakvarterer og landeveje. I alt har
frivillige kræfter sørget for, at der blev samlet ind fra over 400 udleveringssteder i hele landet:
–På en dag som i dag bliver jeg rørt og stolt over danskerne. Tusindvis af danskere har vist deres sympati, så
vi kan hjælpe mennesker på flugt i de yderste frontlinjer og bruge pengene, hvor de gør mest gavn. Ofte ville
jeg ønske, at folk med egne øjne kunne se, hvor meget selv det mindste beløb nytter, afslutter direktør for
global kommunikation og fundraising, Annette Spanggaard.
Kommentarer