Ringsted by

Dansk Flygtningehjælp har akut brug for indsamlere i Ringsted

Dansk Flygtningehjælp samler ind i hele landet søndag den 3. november, men der er langt fra nok, der har meldt sig som indsamlere. Der er akut brug for flere indsamlere i Ringsted, fortæller Dansk Flygtningehjælps lokale indsamlingskoordinator Henrik Bøving

Lige nu knokler frivillige landet over med at finde indsamlere til årets landsindsamling søndag den 3. november. Men tiden er ved at løbe ud, hvis nok danskere skal få besøg af en indsamler:

Mange har meldt sig som indsamlere her i Ringsted, og det er jeg virkelig taknemmelig for. Men der er stadig en del ledige ruter her i byen, og jeg håber, at endnu flere har lyst til at bruge tre timer på at gøre en forskel for verdens hårdest ramte flygtninge. Man tilmelder sig på www.flygtning.dk eller ved at ringe til 3373 5111, siger Henrik Bøving, der er indsamlingskoordinator i Ringsted.

Man kan også vælge at troppe op i Kulturhus Pavillonen fra kl. 10 og få en rute, hvis man samler ind i Ringsted.

Landsindsamlingen er landsdækkende, og på bare tre timer kan en enkelt indsamler samle cirka 1.000 kr. ind, som går til at hjælpe lige præcis dér, hvor nøden er størst lige nu.

Ét af de steder, der er massivt behov for hjælp, er i Syrien. Den seneste uro i det nordøstlige Syrien har tvunget familier på flugt, og i alt har over 11 millioner mennesker i Syrien brug for humanitær hjælp.

Dansk Flygtningehjælp er til stede både inde i Syrien og i nabolandene. Og en del af pengene fra årets landsindsamling vil netop gå til at hjælpe her. I år er fokus særligt at give mennesker på flugt tag over hovedet. For 218 kroner kan Dansk Flygtningehjælp give en familie på flugt det nødvendige udstyr til at bygge et midlertidigt hjem.

Meld dig som indsamler søndag den 3. november på tlf. 3373 5111 eller flygtning.dk. Du kan også allerede donere et bidrag på Mobilepay nummeret 800055.

FAKTA: Dansk Flygtningehjælps Landsindsamling 2019

  • Sidste år samlede 56 indsamlere 46.548 kroner ind i Ringsted Kommune.
  • Dansk Flygtningehjælp er Danmarks største humanitære organisation, og arbejder i 40 lande verden over for at sikre nødhjælp og sikkerhed til folk på flugt.
  • Dansk Flygtningehjælp administrerer f.eks. flygtningelejre i nærområderne, distribuerer nødhjælp, etablerer brønde og vandrensningsanlæg og uddanner børn og voksne, så de har en hverdag efter flugten.
  • Mere end 70 millioner mennesker i verden er på flugt.
  • Midlerne fra Landsindsamlingen 2019 går bl.a. til at give mennesker på flugt tag over hovedet. Pengene støtter blandt andet flygtninge i verdens største flygtningelejr i Bangladesh, i Yemen samt syriske flygtninge i enten Syrien eller et af nabolandene.

Kommentarer