Ringsted by

Er Danmarks mest fantastiske frivillige fra Region Sjælland?

Foto: Hung Tien Vu

Hver eneste dag bruger et stort antal ildsjæle en del af fritiden på at være noget for os andre. Nu kan du indstille den eller de fantastiske frivillige, du kender.

Vinderen af Fantastiske Frivillige 2018 blev 30-årige Jesper Rotvig Jensen, som er både formand for Fonden for De Raske Unge og formand for Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Odense.

Hver eneste dag bruger et stort antal ildsjæle en del af fritiden på at være noget for os andre, for fællesskabet, for ensomme, for patienterne, for misbrugerne, eller de skolebørn, der har svært ved matematik. Heldigvis. For uden dem ville Danmark ikke se ud, som det gør.

De mange frivillige fortjener at blive fejret – og du kan være med til at sætte fokus på den store og vigtige indsats, som frivillige ildsjæle gør overalt i foreningsdanmark. Det kan du gøre ved at indstille den eller de fantastiske frivillige, du kender.

Alene det, at du indstiller vedkommende, vil være et anerkendende skulderklap i sig selv, men blandt alle indstillede nominerer en kompetent jury årets 10 mest fantastiske frivillige.

De 10 indstillede bliver fejret den 6. november, hvor Danmarks mest fantastiske frivillige også bliver kåret.

Juryen består af generalsekretær Anders Ladekarl, Røde Kors, direktør Signe Lopdrup, Roskilde Festival, frivillighedschef Charlotte Gerhauge, Kræftens Bekæmpelse, chef for foreningsteamet Malene Brandt, Coop, formand Chris Holst Preuss, Dansk Ungdoms Fællesråd, formand Charlotte Bach Thomassen, DGI, formand Mads Roke, Frivillighedsrådet, sekretariatschef Peter Giacomello, Tuborgfondet, og formand Per Paludan Hansen, Dansk Folkeoplysnings Samråd.

Du kan indstille dine mest fantastiske frivillige fra 12. august til 1. oktober her.

Årets mest fantastiske frivillige får ud over anerkendelsen også en præmie på 25.000 kroner, som udbetales til den forening, hvor den frivillige er aktiv.

Vinderen af Fantastiske Frivillige 2018 blev 30-årige Jesper Rotvig Jensen, som er både formand for Fonden for De Raske Unge og formand for Kræftens Bekæmpelses lokalforening i Odense.

Kommentarer