Danish Crown lukker nathold i Ringsted – 140 mister jobbet
Tilførslen af grise er ikke vokset som forventet, og slagterikoncernen må fyre stort antal medarbejdere i Ringsted
Danish Crown afskediger 140 medarbejdere, hvoraf halvdelen vil blive tilbudt en stilling som ferieafløsere.
Det oplyser slagterivirksomheden i en pressemeddelelse.
Danish Crown kalder det en “paradoksal situation”, der nu resulterer i fyringerne, der rammer slagteriet i Ringsted.
De seneste måneder er tilførslerne af grise vokset, men ikke så meget som forventet.
Derfor har medarbejderne rundt om på de danske fabrikker gennem en længere periode oplevet, at der ikke var tilstrækkeligt med grise til at sikre dem en fuld arbejdsuge.
Som en direkte konsekvens har bestyrelsen i Danish Crown Pork indstillet natholdet på slagteriet til lukning.
140 medarbejdere bliver berørt, når den ugentlige slagtning af 11.500 grise om natten opgives med virkning fra 1. juni.
Omkring 70 af de afskedigede medarbejdere vil blive tilbudt at fortsætte som ferieafløsere frem til september.
– Det er med stor beklagelse, vi har truffet beslutningen, men den er desværre nødvendig. Jeg er ked af, at vi må sige farvel til dygtige medarbejdere, som med stor entusiasme har kløet på, siden vi i sommer oprettede det ekstra hold om natten. De har gjort det fantastisk godt, og det samme har de kolleger, der har hjulpet med at lære deres nye kolleger op, siger Danish Crown Porks produktionsdirektør Per Laursen i en pressemeddelelse.
Siden oktober har der været en fremgang på ca. 2 pct. i tilførslerne af slagtesvin forhold til året før. Men natholdet i Ringsted blev oprettet i forventning om en fremgang på over 5 pct.
– Vi havde en berettiget forventning om, at forskellige tiltag ville resultere i yderligere slagtegrise. Når de ikke er kommet, så skyldes det, at flere andelshavere end forudset er stoppet med at have slagtegrise, og sideløbende har vi set, at eksporten af danske smågrise, der sendes til opfedning og slagtning i Tyskland og Polen, er fortsat med at stige. Den kombination har desværre konsekvenser for os og vores medarbejdere her og nu,siger Danish Crown Porks CEO, Søren F. Eriksen.
– Jeg er ked af, at vi må sige farvel til dygtige medarbejdere, som med stor entusiasme har kløet på, siden vi i sommer oprettede et ekstra hold om natten, tilføjer han.
Det er tredje gang på få år, at Danish Crown skruer ned for kapaciteten i Ringsted, kort tid efter at den var blevet sat op. Men ifølge Søren F. Eriksen er der begrundet håb om, at der vil komme flere grise til slagtning.
De nyeste prognoser fra Landbrug & Fødevarer indikerer, at antallet af slagtegrise i Danmark har stabiliseret sig, og der er udsigt til 300.000 slagtegrise flere på landsplan i år, skriver Danish Crown.
Kommentarer