Dagrofa opkøber fynsk successlagteri
Daglivarekoncernen Dagrofa, der har hovedsæde i Ringsted, har gennem sit datterselskab FoodService Danmark opkøbt det fynske slagteri Grambogård
– Dagrofa har valgt at satse på de områder, hvor vi kan være bedst i markedet. Inden for foodservice er vi meget stærke på ferskvarer, og med opkøbet af Grambogård styrker vi denne kategori yderligere. Derudover vil det skærpe kødprofilen i de største af vores MENY-butikker, hvor vi oplever en stigende efterspørgsel på produkter af exceptionel kvalitet med fokus på økologi og dyrevelfærd, siger Per Thau, koncernchef i Dagrofa i en pressemeddelelse.
FoodService Danmark tilbyder fødevarer til den danske restaurations- og kantinebranche med særligt fokus på ferskvarer og høj service.
Her passer Grambogårds eksklusive kvalitetsniveau og stærke profil perfekt ind i fremtidsplanerne, som ikke længere omfatter discountkæden Kiwi, som virksomheden for nylig valgte at lukke, fordi kæden alene sidste år gav et underskud på over en halv milliard kroner.
Kommentarer