Ringsted by

Daginstitutioner mangler uddannede pædagoger

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at det i nogle kommuner er mindre end halvdelen af de ansatte i vuggestuer og børnehaver, der er pædagoger

Gode normeringer og uddannede pædagoger er afgørende for børns udvikling og trivsel i vuggestuer og børnehaver. Sidste uge viste tal fra Danmarks Statistik, at normeringerne svinger voldsomt mellem kommunerne. Men hvis man dykker længere ned i tallene, så finder man også store forskelle i andelen af uddannede pædagoger i daginstitutionerne. Det viser et særtræk, som BUPL har lavet fra Danmarks Statistiks database.

Andelen af uddannede pædagoger i de kommunale daginstitutioner svinger fra 41 procent til 72 procent. En gennemsnitskommune har en pædagogandel på blot 57 procent.

BUPL har lavet et Danmarkskort, hvor man kan klikke rundt på hver enkelt kommune og se pædagogandelen.

De store kommunale forskelle kommer dog ikke bag på BUPL-formand Elisa Rimpler.

“Der er flere kommuner, hvor man ikke prioriterer at ansætte uddannede pædagoger. Eller hvor det er svært at rekruttere flere uddannede pædagoger pga. pædagogmangel. Og så bliver det altså mere pasning end pædagogik, når det er mindre end halvdelen af de ansatte, der er uddannede pædagoger”, siger Elisa Rimpler.

Lige nu arbejder landets daginstitutioner med den nye pædagogiske læreplan, der er vedtaget med et bredt flertal på Christiansborg. Læreplaner skal løfte fagligheden i daginstitutionerne, men det er tæt på umuligt, når der ikke er uddannet personale til at arbejde pædagogfagligt i hverdagen.

Til sammenligning er det 84 procent af undervisningstimerne i folkeskolen, der varetages af uddannede lærere. Her har politikerne endda en målsætning om at hæve andelen til 95 procent linjefagsuddannede lærere frem mod 2020.

“Politikerne siger, at den tidlige indsats med børnene er vigtig, men de følger det ikke op med konkret handling. Jeg vil derfor opfordre politikerne om at sætte en målsætning om en pædagogandel på 80 procent i 2025”, fortæller Elisa Rimpler.

Flere forskere har tidligere kritiseret den lave pædagogandel i daginstitutionerne. Blandt andre seniorforsker Mogens Christoffersen fra Vive. ”Derfor kunne det være ønskværdigt, at alle voksne har en fuld pædagoguddannelse. Det forlanger man også, når det gælder lærere i folkeskolen”, har Mogens Christoffersen tidligere sagt til Politiken. Forsknings- og udviklingschef Andreas Rasch-Christensen fra professionshøjskolen VIA University College mener, at den pædagogiske læreplan får det svært ude i daginstitutionerne, når andelen af uddannede pædagoger, siger han ligeledes til Politiken.

 

Kommentarer