Ringsted by

Coffeevoice i Rock for Voksne

Med februars mørke liggende tungt over land, er der dog et lille lyspunkt at skimte, når Rock for Voksne, Ringsted åbner dørene for det forvænte, modne rockpublikum med sit første arrangement i det nye år.

Den 3. februar 2018 kl. 18.30 i Kulturhuset, Ringsted åbnes dørene for det velrenommerede, garvede og solidt spillende band Coffeevoice, der består af rutinerede musikere med en lang karriere bag sig og med en aldrig svigtende spillelyst foran sig.

Coffeevoice har spillet sammen i en rum tid og vil diske op med glade pop- og rockmelodier fra fem årtier med navne som Smokie, Kim Larsen, Big Fat Snake m.m. på sætlisten.

Med den dunkende bassist, Jan Møller, bakket op af den altid på-stikkerne-værende trommeslager, Frank Kruse, bliver der både instrumentalt og vokalt lagt et solidt bagtæppe for keyboardspiller og sanger Henrik Pommergaard og guitaristerne og vokalisterne Lars Ebert og Johnny Aasberg, der med deres helt egen fortolkning med stor vægt lagt på sang og flerstemmigt kor giver deres bud på såvel tidligere som nyere tiders store hits.

– Coffeevoice vil med energi og spilleglæde garanteret give os en super musikalsk oplevelse, og med deres alsidige og brede repertoire skulle der være noget for enhver musiksmag, og vi ser frem til at byde Ringstedere og andet godtfolk, der har lyst til god mad og drikke og en swingende omgang dansemusik velkommen til en festlig og glad aften,” lyder det fra Rock for Voksnes formand, Johnny Kristiansen,

Kommentarer