Ringsted by

Cigaretskodder og fyrværkeri fundet i brandhærget kælder

To fund i kældergangen under boligblok 4 på Søndre Parkvej i Ringsted er centrale i politiets efterforskning af sidste uges kælderbrand. Det fortæller Sjællandske.

– Vi har fundet cigaretskodder og brugt fyrværkeri i kældergangen mellem nummer 11 og 13 i boligblokken. Årsagen til branden er formentlig uagtsomhed, oplyser Midt- og Vestsjællands Politis presseansvarlige Martin Bjerregaard.

Om fyrværkeriet er blevet tændt i kælderen eller taget med i kælderen som affald efter at være fyret af uden for, kan ikke fastslås. Under alle omstændigheder hører de ikke til i en kælder, der ganske vist har betonvægge, men også en masse kælderrum med brandbare kasser, møbler og så videre.

I forbindelse med efterforskningen har politiet haft assistance af brandhunde. Ved deres hjælp kan en mulig brandårsag i hvert fald udelukkes.

– Brandhundene fik ikke færden af brandbare væsker. Derfor mener vi ikke, der er tale om forsætlig ilds- påsættelse, siger Martin Bjerregaard, som fortæller, at årsagen heller ikke skyldes el-fejl.

På brandaftenen kunne alle 68 evakuerede beboere blive undersøgt af ambulancefolkene på stedet. En enkelt kvinde blev taget med på sygehuset til observation for røgforgiftning. Hun er ifølge politiets oplysninger ikke kommet noget til.


Kommentarer