Byrådsmedlemmer på seminar om ret og vrang
Hvad er ret og vrang i byrådsarbejdet, hvordan fungerer styrelsestrekanten, og hvad er Ringsted Kommunes vision?
De spørgsmål skal det nye byråd have svar på, når de 21 medlemmer mødes den 2. og 3. marts til et seminar om byrådsarbejdet, fortæller Sjællandske.
Arrangementet koster 66.700 kroner eksklusive moms, og formålet er ifølge programmet at give byrådsmedlemmerne de bedst mulige forudsætninger for byrådsarbejdet.
– Vi har jo tradition for at lave en introduktion for byrådet, så vi har samme grundlag, når vi mødes. Vores beslutninger bliver bedst, hvis vi også har en fælles forståelse for, hvad kommunen er for en størrelse, siger borgmester Henrik Hvidesten.
De nye byrådsmedlemmer skal også på et kursus, der skal klæde dem på til arbejdet i byrådet og udvalgene. Det arrangeres af Kommunernes Landsforening, men det er en mere generel indførelse i det kommunale arbejde. Seminaret i Sorø er arrangeret af Ringsted Kommune og handler udelukkende om Ringsted, fortæller Henrik Hvidesten.
– Det, vores eget seminar handler om, er, hvad Ringsted er for en størrelse. Hvad lægger vi i byrådet vægt på? Er vi enige om, hvordan vi laver politikker? De ting er vi nødt til at være enige om.
I programmet er der også stort fokus på, hvordan borgerne og medarbejderne i Ringsted Kommune kan interagere med politikerne, og hvordan hele den administrative organisation kan servicere og hjælpe politikerne.
Et seminar som det, politikerne skal på i marts, kunne strengt taget godt foregå på Rådhuset i Ringsted, medgiver Henrik Hvidesten (V).
Det giver bare noget ekstra, når de vante rammer bliver brudt.
– Vi kommer lidt væk og er sammen lidt længere tid af gang. Når vi sidder på Rådhuset, går det meget hurtigt op i sagsbehandling, og så er der ikke så meget tid til at løfte blikket lidt og kigge på kommunen som en helhed, siger Henrik Hvidesten til avisen.
Og så giver det en bedre forståelse mellem byrødderne, hvilket borgmesteren er overbevist om, hjælper arbejdet.
– Det er jeg fuldstændig overbevist om, at det gør. Vi har været rigtig gode til at kunne tale med hinanden om tingene i de to-tre sidste perioder. Et seminar som dette gør, at man kan sætte sig ud over den politiske uenighed og forstå hinanden, forklarer Henrik Hvidesten.
Kommentarer