Ringsted by

Butikstyv anholdt

Søndag kl. 14.01 fik en anmeldelse fra personalet fra en tøjbutik i outletcentret om, at en udenlandsk mand nu var tilbageholdt efter flere tilfælde af butikstyverier i butikken.

Politiet kørte til tøjbutikken og fik kontakt med en 51-årig mand fra Serbien, der blev anholdt som mistænkt for tre tilfælde af butikstyveri. Han var i besiddelse af en pose, der var særligt indrettet, således at alarmer på varer ikke blev aktiveret, hvis butikken blev forladt uden at betale for varerne. Den anholdte var dog ikke i besiddelse af nogen af de stjålne varer, idet han var blevet opdaget af en mandlig kunde, som havde konfronteret ham med forsøget på tyveri af to polo-shirts.

Serberen var herefter forsøgt tilbageholdt, men stak af med kunden og vagtpersonale efter sig, indtil han kunne tilbageholdes i området ved Nørretorv. Ved gennemgang af butikkens videoovervågning blev det klarlagt, at han inden for ca. 10 minutter havde været i butikken i alt tre gange, men blev opdaget tredje gang. De to foregående tilfælde lykkedes det ham at stjæle omkring 15 polo-shirts til en værdi af ca. 10.000 kr.

Den anholdte serber blev afhørt til de tre sager med assistance fra en tolk, hvorefter han blev anbragt i et arresthus for overnatning. Anklagemyndigheden forventer at fremstille ham mandag i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde med krav om varetægtsfængsling.

Kommentarer