Brugerbetaling for danskundervisning kan ramme sprogcenter i Ringsted
En mulig brugerbetaling på 12.000 kroner for at gå til danskundervisning for udenlandske arbejdstagere kan ramme de danske sprogcentre, heriblandt Lærdansk i Ringsted, meget hårdt og få antallet af kursister til at falde drastisk.
– Vi vurderer, at antallet af kursister vil falde med op mod 75 procent. De vil enten stoppe eller slet ikke begynde på danskundervisning, siger Neena Babar, afdelingsleder hos Lærdansk i Ringsted til DAGBLADET Ringsted.
Hun har allerede måttet fortælle sine kolleger, at en reduktion i antallet af kursister uundgåeligt vil betyde nedskæringer i medarbejderflokken.
Udsigten til brugerbetaling på sprogundervisning finder man sort på hvidt i regeringen og DF’s skatteaftale. Heri hedder det, at man vil skabe »incitament« hos kursisterne, men hos De Danske Sprogcentre tror man snarere, at brugerbetaling vil skræmme kursisterne væk.
– Efter vores vurdering vil mange stoppe med at gå til undervisning. Det er ikke alle vores kursister, der har pengene. 2000 kroner er mange penge. Betalingsevnen er afhængig af de nytilkomnes velbjergethed, siger formand for De Danske Sprogcentre Poul Neergaard til avisen.
Kommentarer