Ringsted by

Brødrene Dahl investerer massivt i elever

Der møder håndværkerne et nyt ansigt, når de i denne uge tjekker ind hos Brødrene Dahl på Thorsvej 6.

Brødrene Dahls butik i Ringsted er udvalgt som elevplads for en af de 17 elever, virksomheden i år tager under vingerne.

Brødrene Dahl har i mange år investeret i at uddanne elever. Også i år åbner VVS-grossisten dørene for et stort antal elever, som efter de to års uddannelse forhåbentlig bliver nye medarbejdere i virksomheden.

En af de heldige, der er kommet gennem nåleøjet, er Catrin Sandberg, der starter som voksenelev hos Brødrene Dahl på Thorsvej. Her skal hun i de næste to år lære at rådgive kunder, indhente priser og udarbejde tilbud samt blive fortrolig med alt fra fittings til kuglehaner, membranventiler og faskiner.

I alt 17 elever har fået en elevplads i Brødrene Dahl i år. I forvejen er der ca. 30 elever under uddannelse i virksomheden. Målet er at være selvforsynende med nye medarbejdere, og i de allerfleste tilfælde står der et job klar i Brødrene Dahl til de færdiguddannede elever.

-Eleverne er livsnerven til at besætte ledige stillinger i Brødrene Dahl. De sikrer, at vi har adgang til veluddannet arbejdskraft i en tid, hvor der er knaphed på ledige hænder. Det kræver selvfølgelig noget at uddanne elever, men vi får også meget igen. Vi bliver tvunget til at spidse blyanten og være helt skarpe på vores kernekompetencer som grossist, når vi skal lære eleverne op. Men investeringen tjener sig hurtigt hjem, fordi vi kan besætte ledige stillinger med nye medarbejdere, der på forhånd kender vores forretning rigtig godt, siger butikschef i Brødrene Dahl i Ringsted, Jacob Jensen.

BD Skolen er flødeskum på toppen

Brødrene Dahl er meget engageret i at skabe optimale uddannelsesforløb. Virksomheden har blandt andet etableret sin egen interne skole – BD Skolen – som supplement til det påkrævede elevforløb. BD Skolen byder på fælles intro-uge for alle nye elever i hele landet med hands-on produkttræning, møde med leverandører og besøg i centrale afdelinger og logistikcentre samt en uges udlandsrejse med besøg hos producenter.

-I princippet skal man blot gennemføre nogle samtaler med eleverne undervejs i uddannelsen, men vi har valgt at systematisere det og bruge nogle ekstra kræfter på at skabe et spændende og engagerende forløb. Det er win-win. Mange af de tidligere elever taler stadig om turene. Det skaber commitment og sammenhold, som vi som virksomhed og organisation har stor værdi af efterfølgende, siger Jacob Jensen.

Kommentarer