Samfund

Borgere hjælper med at gøre lokalsamfundet mere demensvenligt

Arkivfoto: Ringsted Kommune

Ringsted Kommune søger lige nu frivillige ildsjæle til at fremme forståelsen for livet med demens i deres lokalområde. Målet er at gøre hverdagen nemmere og tryggere for mennesker med demens.

Når man får en demenssygdom, mister man ikke alene hukommelsen. Helt almindelige daglige aktiviteter og gøremål som at købe ind, finde vej eller deltage i sociale fællesskaber kan pludselig blive vanskelige. Fordomme, myter og tabuer gør det ikke lettere, og mange ender med at føle sig ensomme og isolerede.

Ringsted Kommune vil derfor i samarbejde med Alzheimerforeningen styrke den lokale indsats for at fremme forståelsen for livet med demens, således flere borgere med en demenssygdom bliver mødt af et venligt smil og en hjælpende hånd, når der er brug for det. Derfor skal der nu uddannes en gruppe frivillige til at udbrede demensvenligheden i kommunen – de bliver lokale ”Demensven-instruktører”.

Uddannelse af nye frivillige den 11. november

På et heldagskursus vil de nye frivillige blive klædt på til at formidle basisviden om demens på en letforståelig måde og motivere butikker, foreninger, små erhvervsdrivende og andre i lokalsamfundet til at blive demensvenlige.

Kurset finder sted lørdag den 11. november 2023 klokken 9 til 15 på Plejecenter Solbakken.

Det er gratis at deltage, og der vil være forplejning undervejs. Man behøver ikke være fagperson eller have særlig viden om demens for at kunne deltage.

Viden er nøglen til et bedre liv med demens

Indsatsen for at styrke den lokale demensvenlighed er et samarbejde mellem Ringsted Kommune og Alzheimerforeningen, som en del af Demensven-initiativet.

Ifølge Alzheimerforeningens medlemsundersøgelse er manglende viden om demens en af de største forhindringer på vejen mod et demensvenligt samfund. Det er netop dét, som Demensven-initiativet vil gøre op med, og hér spiller de lokale Demensven-instruktører en vigtig rolle.

Betina Lassen har i flere år gjort borgere, butikker, biblioteker og andre klogere på demens som Demensven-instruktør. For Betina er der et klart formål med hendes indsats som frivillig:

– Jeg synes, det er vigtigt, at flere i lokalsamfundet ved, hvad demens handler om og ved, hvordan de kan hjælpe, hvis de møder et menneske med demens. I sidste ende handler det om, hvordan vi kan være fælles om at sprede glæde og trivsel, siger hun.

Nysgerrig på at vide mere?

Er man nysgerrig på at høre mere om kurset og rollen som Demensven-instruktør i Ringsted Kommune, kan man kontakte Tina Cornelius, demenskonsulent i Ringsted Kommune, på telefon 21 56 75 35 eller e-mail tinco@ringsted.dk

Tilmeldingsfristen for kurset er onsdag den 1. november.

Find mere viden om demens på www.alzheimer.dk

Læs mere om Demensven-initiativet på www.demensven.dk

 

Kommentarer