Ringsted by

Bogopsætter og topstudent

Blandt de mange unge, der i disse dage venter på svar fra den uddannelse de har søgt ind på, er Ringsted Biblioteks bogopsætter Nikolaj Bressendorf-Jakobsen, der netop er blevet student fra Midtsjællands Gymnasium med skolens højeste gennemsnit.

Fra bogopsætter til international business
Optaget eller ej? Det er spørgsmålet for mange unge, der har søgt ind på landets videregående uddannelser. Svaret kommer fredag den 26. juli og én af dem der venter med spænding er Nikolaj Bressendorf-Jakobsen fra Ringsted, der netop er blevet student fra Midtsjællands Gymnasium med skolens højeste gennemsnit på 11,5. Ved siden af gymnasiet har Nikolaj haft sin faste gang på Ringsted Bibliotek, hvor han har været bogopsætter siden 2016.

Jeg har søgt ind på Copenhagen Business School (CBS) i København, hvor jeg håber at jeg efter sommerferien kan begynde på studiet International Business and Politics, fortæller den nybagte topstudent Nikolaj Bressendorf-Jacobsen.

På Ringsted Bibliotek er kollegerne meget stolte over den unge bogopsætter.

Det er rigtig godt gået! Vi ønsker Nikolaj stort tillykke med den flotte studentereksamen og krydser fingre for at han kommer ind på sit drømmestudie, fortæller biblioteksassistent Majbritt Holmgren, der er tovholder for bogopsætterne på Ringsted Bibliotek.

Kommentarer