Ringsted by

Bliv testet gratis for diabetes på Verdens Diabetesdag

I Ringsted Kommune går 450 personer rundt med type 2-diabetes uden at vide det, og 2250 skønnes at være på vej til at udvikle sygdommen.. Alle kan på Verdens Diabetesdag den 14. november få testet deres risiko for at udvikle type 2-diabetes. Uden behandling er diabetes (sukkersyge) livsfarlig, og derfor opfordrer Diabetesforeningen alle til at lade sig teste.

I Ringsted Kommune kan man på Diabetesdagen få testet sin risiko og få råd og vejledning her:

4100 Ringsted. Tirsdag den 14. november kl 10:00 – 12:00 og 13:00 – 14:30.
Ringsted Apotek, St. Hansgade 23.
Arrangører: Ringsted Apotek og Diabetesforeningen i Ringsted
Tilbydes risikotest: Ja 

Type 2-diabetes udvikler sig typisk så langsomt, at mange ikke mærker det. Hvis man går rundt for længe med ubehandlet diabetes, forøges risikoen for at få alvorlige følgesygdomme som blodpropper, blindhed, nyresvigt og fodsår, som i værste tilfælde kan ende med amputation.

–          Type 2-diabetes er i voldsom vækst, og om kun 13 år vil 430.000 danskere have sygdommen. Allerede nu er der 60.000 danskere, der har sygdommen uden at vide det. Det er alvorligt, for uden behandling er type 2-diabetes livsfarlig, siger Diabetesforeningens administrerende direktør Henrik Nedergaard.

På Verdens Diabetesdag er der arrangementer fordelt over hele landet, hvor alle kan få testet deres risiko. Få vejledning om type 2-diabetes og find ud af, hvordan man forebygger, og hvordan man lever godt med sygdommen. Risikotesten kan også findes på www.diabetes.dk/testdigselv.

Kommentarer