Ringsted by

Bizar situation, da politiet måtte stå værn mod kollega i sagen om vejrabatter

Politiet mødte torsdag morgen op på Havemøllevej for at bistå den entreprenør, der af Ringsted Kommune er hyret til at genoprette de vejrabatter, lodsejerne Dorte og Bo Jensen har pløjet op.

I den forbindelse opstod endnu en bizar situation, idet politiet i bestræbelserne på at give entreprenøren adgang til at udføre sit arbejde måtte stå værn for kommunen mod en af deres egne kolleger, skriver DAGBLADET Ringsted.

Lodsejer Bo Jensen er nemlig politimand, ansat i netop Midt- og Vestsjællands Politi.

– Jeg kan bekræfte, at vi til morgen har været på Havemøllevej for at bistå Ringsted Kommune med noget vejarbejde, siger politiinspektør Michael Flemming Rasmussen, leder af forebyggelsesafdelingen i Midt-og Vestsjællands Politi, til avisen.

Michael Flemming Rasmussen kan ikke svare på, hvordan den oplevelse har været for patruljen.

– Vi kan ikke udtale os om personaleforhold, siger politiinspektøren.

 

Kommentarer