112

Bilist påkørt bevidst på Gammel Slimmingevej

Foto: Kim Matthäi Leland.

Kl. 20.27 anmeldte en 38-årig mand med bopæl i lokalområdet, at hans bil var blevet påkørt af en anden bilist, der efterfølgende var stukket af fra stedet.

Politiet kørte til Gammel Slimmingevej og fik klarlagt, at den 38-årige under kørsel ad Gammel Slimmingevej var blevet overhalet af en anden bilist, der ifølge den 38-årige kørte med høj hastighed.

Da den anden bilist vendte om og kom retur mod den 38-årige, fik han stoppet bilisten i den hensigt at påtale hastigheden under kørslen. Efter en kort samtale kørte bilisten ind i fronten af den 38-åriges bil og stak efterfølgende af fra stedet.

Politiet efterforsker nu sagen i et forsøg på at få identificeret den anden bilist, hvis nummerplade er blevet aflæst og derfor indgår i efterforskningen med at identificere føreren.

Ingen kom til skade som følge af påkørslen i anledning af uoverensstemmelsen om kørslen på offentlig vej.

Kommentarer