Ringsted by

Beboere evakueret ved kælderbrand i boligblok i Ringsted

En brand i en etageejendom tirsdag i Ringsted betød, at flere beboere blev evakueret.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til TV ØST.

– Det er tale om en etageejendom, hvor der var opstået ild i kælderen, siger vagtchefen hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Branden i kælderen udviklede blandt andet store røgmængder, og derfor evakuerede beredskabet tre opgange i bygning, som ligger på Søndre Parkvej i Ringsted.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne, men beboerne blev i tilkaldte ambulancer undersøgt for mulig røgforgiftning.

Boligblokkens lange kældergang, mange lejligheder og mange beboere betød, at aktionen var kompleks, fortæller beredskabsinspektør og indsatsleder hos Midt- og Sydsjællands Brand og Redning, Michael Lohse til sn.dk.

Da aften blev til nat, kunne Michael Lohse gøre status.

– Vi har været her længe og gået med livrem og seler på grund af den gennemgående kældergang. Alle lejligheder i opgang 5, 7 og 9 er frikendt for røg, og beboerne kan vende tilbage, sagde han.

Lejerne i opgang 11 og 13 blev ikke rådet til at overnatte i deres egne lejligheder. Tidligere på aftenen havde boligforeningen derfor lavet en aftale med Ringsted Vandrehjem. Andre havde fundet genhusning hos venner og familie.

Politiets teknikere skal senere undersøge, hvad selve brandårsagen er.

Kommentarer