Ringsted by

Bageglade børn indsamler 375.000 kr. til BørneTelefonen

Børn og unge har gennem Bag for en Sag bagt til den helt store guldmedalje og indsamlet 375.000 kroner, der skal gå til at besvare flere opkald på BørneTelefonen hos Børns Vilkår.

242 daginstitutioner, skoleklasser og SFO’er i Region Sjælland deltog i Bag for en Sag i 2018. Her har børnene bagt og solgt bagværk for 375.456 kroner til fordel for BørneTelefonen. På landsplan er der samlet 2,25 millioner kroner ind.

– Det er fantastisk, at så mange børn har lyst til at hjælpe de børn og unge, der har det svært. Vi er meget taknemmelige for den flotte indsamling gennem Bag for en Sag, der gør, at vi kan besvare endnu flere henvendelser på BørneTelefonen, så flere børn har adgang til en voksen, der lytter og hjælper, siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.

Bag for en Sag giver mulighed for at have det sjovt med at bage, tale om de problemer, der kan fylde hos børn – og hjælpe andre. Børnehuset Grønnebakken i Næstved er en af de mange institutioner, der har deltaget i bagebegivenheden.

– Vi har talt med vores børn om, at vi hjælper andre børn, der ikke har det godt til at få det bedre. Bag for en Sag er noget, som vores børn ser frem til at være en del af, fortæller Carina Clausen, der er pædagog i Børnehuset Grønnebakken.

Udover deltagende børn, forældre og institutioner er Bag for en Sag afviklet i samarbejde med Matas A/S og Grundtvig A/S.

– Bag for en Sag kunne ikke lade sig gøre uden deltagelse fra børn, forældre, institutioner og samarbejdspartnere. Tusind tak til alle, der har bidraget, slutter Rasmus Kjeldahl.

Fakta:

Bag for en Sag blev afholdt den 11. oktober 2018, og er en årlig tilbagevendende indsamlingsbegivenhed, hvor børn bager og donerer pengene til BørneTelefonen. I 2018 deltog 80.000 børn og unge.

BørneTelefonen tilbyder gratis, anonym rådgivning, og havde mere end 50.000 rådgivninger af børn og unge i 2017 om alt fra kærlighed og venskaber, til mobning, ensomhed og omsorgssvigt.

Næste gang Bag for en Sag afholdes er torsdag d. 10. oktober 2019.

Kommentarer