Ringsted by

Apoteker i Region Sjælland sætter fokus på HPV

Apoteker i Region Sjælland og Kræftens Bekæmpelse er gået sammen om at sætte fokus på HPV-vaccination.

 

Tilslutningen til HPV-vaccination er steget markant i hele landet de sidste par år. Det gælder i høj grad også i Region Sjælland, hvor 62 % af piger født i 2004 er fuldt vaccineret. Men særligt nogle områder i Region Sjælland ligger stadig et stykke under landsgennemsnittet på 64 %, der er fuldt vaccineret. Kræftens Bekæmpelse er derfor gået sammen med apoteker i Region Sjælland for at få en snak med forældre om HPV-vaccination, som fremover også vil være gratis for drenge.

– Apotekerne tager rollen som formidler af viden om sundhed dybt seriøst. Derfor glæder det mig at se apoteker rundt om i landet samarbejde med den lokale afdeling af Kræftens Bekæmpelse om at sætte fokus på at få flere unge HPV-vaccineret. Og det gælder både piger og heldigvis også nu drenge, siger formand for Danmarks Apotekerforening, Anne Kahns.

Formålet med arrangementerne på apotekerne er at oplyse om HPV-vaccination til både piger og drenge. HPV-vaccination bliver gratis for drenge d. 1. juli 2019, og gælder for drenge, der fylder 12 år den 1. juli eller derefter.

HPV-vaccinen beskytter både piger og drenge mod kræft

Næsten 40.000 piger valgte sidste år at blive vaccineret mod HPV, hvilket var en stigning på 20 procent i forhold til året før. De vaccinerede piger vil vokse op med markant mindre risiko for at udvikle celleforandringer og livmoderhalskræft senere i livet. Men også drenge kan få kræft, som skyldes HPV.

– Vi er rigtig glade for, at drenge nu også vil få et tilbud om blive beskyttet mod HPV. I Danmark er der hvert år ca. 580 kvinder og 230 mænd, der får kræft, som skyldes HPV. Mange af disse tilfælde forventer vi kan forebygges med HPV-vaccination, siger Janne Villemoes Bigaard, overlæge hos Kræftens Bekæmpelse.

I uge 25 kan interesserede forældre finde Kræftens Bekæmpelses frivillige på apoteker rundt om i regionen til en snak om HPV-vaccination, hvor der også vil være informationsmateriale, som man kan tage med hjem. På udvalgte apoteker kan man få en snak med en læge (se herunder).

 

 

 

 

Fakta:

 

I Danmark er der hvert år omkring 580 kvinder og 230 mænd, der får kræft, som skyldes HPV. Størstedelen kan undgås med HPV-vaccination.

 

·       Man kan blive smittet med HPV, første gang man har sex eller anden intim kontakt.

·       Kondom forhindrer ikke smitte med HPV, fordi virus kan sidde på huden omkring kønsorganerne.

·       HPV er den hyppigste seksuelt overførte virus i Danmark, og lige nu er omkring fire ud af ti unge under 30 år smittet med HPV.

·       HPV-vaccination beskytter mod størstedelen af alle tilfælde af livmoderhalskræft, analkræft samt kræft i skeden og kvinders ydre kønsorganer.

·       HPV-vaccinen beskytter også mod kønsvorter, som der hvert år er cirka 12.000 danskere, der bliver behandlet for.

 

Hvis du er i tvivl, så tag en snak med din læge. Du kan også læse mere på stophpv.dk og på Facebook-siden ’Stop HPV – bliv vaccineret’.

 

Antal tilfælde af kræft om året, der er forårsaget af HPV

Kilde: Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse

 

Tilslutningen til HPV-vaccination i Region Sjælland

 

Andelen af piger født i 2004, der er HPV-vaccineret pr. 14. maj 2019
Gennemsnit i hele landet: 1 stik: 81% – Færdigvaccineret 64%
Region Sjælland
Kommune 1 stik Færdigvaccineret
Faxe 71% 51%
Greve 78% 63%
Guldborgsund 78% 61%
Holbæk 79% 62%
Kalundborg 79% 64%
Køge 80% 64%
Lejre 83% 64%
Lolland 72% 54%
Næstved 79% 66%
Odsherred 71% 58%
Ringsted 84% 64%
Roskilde 86% 69%
Slagelse 82% 64%
Solrød 83% 65%
Sorø 83% 67%
Stevns 76% 60%
Vordingborg 76% 50%
 
Landsdel 1 stik Færdigvaccineret
Region Sjælland 80% 62%

 

Læger på apoteker:

 

På følgende apoteker vil der i angivne tidsrum være en læge til en snak om HPV-vaccination.

 

Apotek Læge Dato Tid
Elefant Apotek

Ahlgade 32

4300 Holbæk

Julie Helmer Nielsen

 

22/6-19 9.30-14.30
PLUS apoteket i Waves

(ved Bilkas Hovedindgang)

Over Bølgen 30,

2670 Greve

Rikke Krabek

 

22/6-19 10.00-14.00
Domapoteket

Algade 51

4000 Roskilde

Christina Hassing 21/6-19 12.00-13.00
Svaneapoteket

Skomagergade 19

4000 Roskilde

Christina Hassing 21/6-19 13.15-14.15

 

Kommentarer