Antallet af hjemløse stiger – der er brug for en bedre og mere målrettet indsats

Landets hjemløse får ikke den nødvendige hjælp, fastslår SAND – de hjemløses landsorganisation, Landsforeningen Arbejde Adler og herberget Overførstergården kort før præsentationen af regeringens hjemløseudspil.

Danmark har ca. 6.500 hjemløse, og tallet er ifølge VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd trods meget store økonomiske bevillinger steget med over 20 pct. i de seneste ti år.

Den udvikling skal stoppes, og det kræver en mere målrettet indsats end i dag.

”Myndighederne skal blive bedre til at samarbejde med herberger, væresteder, boligselskaber og andre civilsamfundsorganisationer, som kan være med til at skabe langtidsholdbare løsninger, for Housing First strategien lykkes først for alvor under den forudsætning, at efterforsorgen kommer på plads når en lang række aktører og organisationer samarbejder tværfagligt om at give de hjemløse den bedste hjælp,” siger Per K. Larsen fra Overførstergården.

”En bolig er ikke det samme som et hjem. Hvis det skal lykkes at skabe tryghed og trivsel for hjemløse, er det nødvendigt at tage fat om hele det kompleks af problemer, som ligger under og omkring hjemløsheden. Den tilgang tager tid og ressourcer, men er nødvendig, hvis vi for alvor skal vende udviklingen,” siger formand Torben Larsen fra Landsforeningen Arbejde Adler.

Deres udmeldinger kommer kort tid før regeringen fremlægger sit forslag til, hvordan landets hjemløse fremover skal have bedre hjælp, og udmeldingerne ligger samtidig i forlængelse af en konference, hvor eksperter netop har gjort status over den nuværende situation for landets hjemløse.

Konferencen ”Hjemløse menneskers veje til et værdigt liv” blev holdt på Christiansborg onsdag den 8. september. Her kom det frem, at kommunerne har svært ved at finde de billige boliger, som er forudsætningen for, at hjemløse – i overensstemmelse med Housing First-strategien – kan få tag over hovedet. Ifølge kontorchef i Socialstyrelsen, Henriette Zeeberg har kun otte pct. af de hjemløse i perioden 2019-2020 modtaget en samlet Housing First-indsats, hvilket hun betegnede som ”ganske utilstrækkeligt”.

Direktør Bent Madsen fra BL Danmarks Almene Boliger – som er interesse- og brancheorganisation for de almene boligorganisationer – foreslog dels at bygge nye boliger finansieret af Nybyggerifonden, der blev oprettet som en konto i Landsbyggefonden i 1998, dels også at give huslejetilskud, så huslejen kan fastholdes på et lavt niveau, som er til at betale for udsatte og hjemløse. Her er i dag opsamlet ca. en halv milliard kroner, der ifølge Bent Madsen vil kunne bruges til formålet.

Hjemløshed afhjælpes dog ikke alene af flere nye boliger – dét er langt fra tilstrækkeligt. Hjemløshed og generel udsathed hænger sammen. Værdige liv handler også om sundhed, om ensomhed, om muligheden for at have et arbejde, om at være virksom i en grad og med et indhold, som passer til hver enkelt.

Per K. Larsen fra Overførstergården pegede på nødvendigheden af, at væresteder og herberger, som igennem deres medarbejdere ofte har opbygget tillidsfulde relationer til de hjemløse, er en aktiv part i efterforsorgen, når en hjemløs tilbydes bolig og efterfølgende støtte til at løse en lang række problemer som misbrug, fysiske og psykiske lidelser, dårlige tænder, gæld, ensomhed, få familierelationer og manglende arbejde og beskæftigelse.

Kommentarer