Ringsted by

Anmeldelsesordning mod udlejning af ubeboelige ejendomme

Et nyt lovforslag, der skal modvirke spekulanters udlejning af ubeboelige huse i landdistrikterne, sendes nu i høring. 

Regeringen vil nu sætte en stopper for udlejningen af boliger, der i praksis er ubeboelige som følge af sundheds- eller brandfare. Det sker i form af et nyt lovforslag, der sendes i høring i dag. Lovforslaget indeholder en anmeldelsesordning, der giver mulighed for at kommunerne kan beslutte, at ejere af ejendomme, som er opført for mere end 40 år siden – og ikke har været udlejet i et år – senest 30 dage før indgåelse af en lejekontrakt, skal anmelde udlejningen til kommunen. Det vil give kommunen nye muligheder for at gribe ind over for udlejningen.

Lovforslaget er en udmøntning af den politiske aftale om ”Anmeldelsesordning til at modvirke udlejning af ubeboelige boliger” af 28. december 2018 mellem den daværende regering (V, LA og K), S og DF.

Særligt i landdistrikterne har der i de senere år være udfordringer med, at dårlige boliger udlejes til udsatte borgere og familier til beboelse, der så senere må genhuses som følge af sundheds- eller brandfare ved boligen.

– Jeg er utrolig glad for, at kommunerne nu får mulighed for at sætte effektivt ind over for de boligspekulanter, der udnytter sårbare borgere ved at udleje boliger, man reelt ikke bør bo i. Enten fordi de måske er fulde af skimmelsvamp eller på anden vis er komplet ubeboelige. Jeg håber derfor også, at landets kommuner vil tage godt imod en anmeldelsesordning som denne og bruge den aktivt, siger boligminister Kaare Dybvad Bek.

Det vil være op til den enkelte kommune, om kommunen vil indføre ordningen og at fastlægge en procedure for, hvordan anmeldelsen til kommunen i givet fald skal foregå. Kommunen har efter anmeldelsen mulighed for at besigtige boligen for at undersøge, om der er sundheds- eller brandfarlige forhold. Besigtigelsen vil ske i overensstemmelse med kommunens eksisterende tilsynsforpligtelse i byfornyelseslovens § 75.

Høringen vil løbe frem til 20. januar 2020, hvorefter lovforslaget efter planen vil blive fremsat i februar 2020.

Kommentarer