Ringsted by

Alzheimerforeningen søger indsamlere i Ringsted

Lørdag den 23. september samler Alzheimerforeningen ind til de mange tusinde demensramte familier i Danmark. Rundt om i hele landet vil frivillige ildsjæle være på gaden for at samle ind, men der er brug for indsamlere i Ringsted. Derfor opfordrer Alzheimerforeningen nu lokale borgere til at melde sig.

Under overskriften ‘Husk mig’ går hundredvis af mennesker på gaden til Alzheimerforeningens landsindsamling for at huske på dem, som glemmer, og samle ind til fordel for de omkring 85.000 mennesker, der lever med en alvorlig demenssygdom plus de ca. 400.000 pårørende, der står lige ved siden af.

Hver tredje time dør en dansker af en demenssygdom, som er en af de mest frygtede og opslidende sygdomme i Danmark.

– Demens rammer hårdt. Når et menneske får demens, bliver hele familien ramt. Mange oplever, at hverdagen splintres i tusinde stykker, når man ser sin nærmeste langsomt forsvinde ind i glemslen. Med pengene fra landsindsamlingen kan vi arbejde for at holde liv i håbet om at finde en kur. Og arbejde for, at alle, der er berørt af demens, får mulighed for at leve et godt liv. Jo flere, vi går på gaden, desto flere kan vi hjælpe, siger Nis Peter Nissen, direktør i Alzheimerforeningen.

Alzheimerforeningen opfordrer til, at så mange som muligt melder sig og bruger et par timer d. 23. september. Tilmeld dig på www.huskedagen.dk eller ring til indsamlingsansvarlig Anne Kaehne på tlf. 88440428 eller på e-mail: anne@alzheimer.dk.

Kommentarer