Ringsted by

Akutte kejsersnit reduceret fra 11 procent til 5 procent

Fødeafdelingen på Sjællands Universitetshospital i Roskilde har nedbragt akutte kejsersnit for førstegangsfødende kvinder, som går spontant i fødsel, fra 11 % til 5 %. Det svarer til 39 færre kejsersnit i 2019 end tidligere.

Fødeafdelingen har over to år nedbragt akutte kejsersnit blandt førstegangsfødende gennem et fokuseret tværfagligt samarbejde, hvor jordemødrene og lægerne finder alternative løsninger til det akutte kejsersnit.

I de første 11 måneder af 2019 har Fødeafdelingen haft 650 førstegangsfødende kvinder, som gik spontant i fødsel. Nedbringelsen fra 11 % til 5 % i akutte kejsersnit for den gruppe svarer til 39 færre kejsersnit per år, end før afdelingen satte gang i indsatsen i 2017.

Hvis man har mulighed for det, kan det være en fordel at føde vaginalt, særligt når man er førstegangsfødende, fortæller Klinisk jordemoderspecialist Ane Cecilie Nordentoft, som er tovholder for projektet.

Selvom langt de fleste kejsersnit går rigtig godt, så kan der komme komplikationer, så vi gør meget for at hjælpe kvinderne til en vaginal fødsel, når det er muligt. Det er fantastisk, at vi nu lykkes med flere vaginale fødsler, som mange kvinder er glade for, fordi de som regel kan komme hurtigere på benene efter fødslen, siger hun.

Også færre sugekopper

Udover et godt samarbejde jordemødrene og lægerne imellem så arbejder afdelingen også med kompetenceinddeling, så erfarne jordemødre så vidt muligt arbejder med de mere komplicerede fødsler. Og så har de f.eks. strukturerede timeouts, hvor jordemoderen vender mulighederne med den kliniske jordemoderspecialist og fødselslægen.

På den måde arbejder alle mod det samme mål, fortæller Ane Cecilie Nordentoft.

Ifølge hende er det også yderst vigtigt at inddrage den fødende i målet om at føde vaginalt. Det giver større tilfredshed, at man inddrager og viser, at man bevidst arbejder for en vaginal fødsel, og at den kan lykkes.

En anden sidegevinst er, at der faktisk er mindre brug for sugekopper nu, så det tyder på, at større tålmodighed og dialog på tværs af faggrupper har en god effekt.

I virkeligheden handler det om, at man lige får spurgt rundt, hvis en fødsel er gået i stå, måske en kollega har en god idé, så vi kun beder om kejsersnit i de tilfælde, hvor det virkelig er nødvendigt, siger Ane Cecilie Nordentoft.

Jordemoderfaglig kreativitet

For Ane Cecilie Nordentoft giver det arbejdsglæde at kunne blive ved med at udforske den brede ‘jordemoderpalette’:

Der er så mange facetter og greb man kan tage i brug, og det er fedt, når det lykkes, både for den fødende og for os. I samarbejde med lægerne får vi virkelig en reflekteret fødselshjælp hele vejen rundt.

Kommentarer