Ringsted by

Administrative arbejdspladser genåbner for fremmøde den 17. juni

Langt om længe genåbner alle administrative arbejdspladser igen. Arkivfoto
Regeringen har nu meldt ud, at alle medarbejdere på de offentlige arbejdspladser i Østdanmark og dermed også Ringsted Kommune nu igen må møde fysisk op på arbejde fra næste uge.
Ringsted Kommune har haft åbent for betjening under hele coronakrisen, og mange af kommunens arbejdspladser har været i drift som normalt f.eks. hjemmeplejen, plejecentre og nødpasningen på institutioner. I løbet af den gradvise genåbning er flere og flere ansatte også mødt ind til deres job på f.eks. skoler og dagsinstitutioner.Men på en lang række af Ringsted Kommunes arbejdspladser har borgere og virksomheder ikke kunnet møde op og blive betjent fysisk, fordi dele af kommunens medarbejdere har været sendt hjem siden coronakrisens start. Betjeningen er derfor foregået via telefon og digital kommunikation.

Regeringen har nu meldt ud, at alle medarbejdere på de offentlige arbejdspladser i Østdanmark og dermed også Ringsted Kommune nu igen må møde fysisk op på arbejde fra næste uge.

Derfor åbner Ringsted Kommune op for fysisk betjening igen onsdag den 17. juni 2020.

– Jeg er imponeret over, hvordan vores medarbejdere sammen med borgere og virksomheder har fået tingene til at fungere de tre måneder, coronakrisen har varet indtil videre, hvor man ikke har kunnet møde op, når man f.eks. har haft en opgave, der skal løses i borgerservice, med en byggesag eller i jobcentret. Men nu må vi åbne igen for fysisk betjening fra i næste uge, og det skal vi have forberedt, så det foregår trygt både for vores medarbejdere og kommunens borgere og virksomheder. Og derfor er vi klar til at åbne for fysisk betjening igen onsdag den 17. juni 2020, siger borgmester Henrik Hvidesten.

Regeringen opfordrer dog også til, at de offentlige arbejdspladser så vidt muligt anvender hjemmearbejde for de ansatte, og det vil Ringsted Kommune også gøre for at sikre minimal smittespredning.

– Så vi kommer også fortsat til at løse mange opgaver på nye måder via telefon og digitalt. Og vi vil have mange medarbejdere, der arbejder hjemmefra. Men nu har vi altså åbent for at blive betjent hos os, og det ved jeg også at medarbejderne ser frem til, siger Henrik Hvidesten.

Kommentarer