Åbning af Amtstue Alle endeligt skrinlagt
Et massivt flertal i Ringsted Byråd besluttede på byrådsmødet mandag aften endegyldigt at droppe planerne om en åbning af Amtstue Alle.. Det skriver DAGBLADET.
Dermed blev der sat punktum for en sag, hvor et samlet byråd ellers var langt fremme i planerne om en genåbning af vejen, der forbinder Nordre Ringvej med Parkstræde i Ringsteds bymidte.
– Vi er i Klima- og Miljøudvalget enige om, at de mange gener, som blev påpeget på borgermødet, gør, at vi har valgt at droppe planerne om en åbning af Amtstue Alle, sagde udvalgsformand Klaus Hansen.
Løsgænger Kisser Franciska Lehnert krævede en afstemning om spørgsmålet, og her stemte hun blankt sammen med Radikale Venstres Torben Lollike.
– Jeg kunne godt have tænkt mig at få udført nye støj- og miljømålinger på Amtstue Alle, inden vi traf denne beslutning. Jeg synes ikke, jeg har hørt noget på borgermødet eller i andre sammenhænge, der overbeviser mig om, at det ville være uansvarligt at åbne vejen. Jeg synes, politikerne i udvalget er nogle tøsedrenge. De begynder at ryste i bukserne, fordi de møder nogle velforberedte borgere på et borgermøde. Nogle gange bliver vi politikere nødt til at holde fast i beslutninger, der ikke er populære for alle, men som samlet set er bedst for Ringsted, sagde Torben Lollike til DAGBLADET efter byrådsmødet.
Kommentarer