81-årig kvinde fra Ringsted franarret 120.000 kr. af bedragere
Lørdag kl. 14.05 fik politiet anmeldelse om to tilfælde af bedrageri henholdsvis den 13. og den 16. oktober, hvor en 81-årig kvinde fra Ringsted blev franarret 2 x 60000 kr., der angivelig skulle bruges til køb af en bil.
Forurettede blev overbevist om, at det var en arbejdskollega til ”barnebarnet”, der ville hente pengene. Historien var krydret af, at forurettede blev oplyst om, at barnebarnet havde vundet i lotto, og at pengene derfor hurtigt ville komme retur til hende igen.
Politiet efterforsker nu sagen. Der har været flere lignende tilfælde, hvor ældre er bedraget eller forsøgt bedraget under lignende omstændigheder.
Politiets råd er, at man taler med ældre familiemedlemmer og gør dem opmærksom på, at de under ingen omstændigheder må gå med til at låne penge ud under omstændigheder som ovennævnte. Læg røret på, hvis man får sådanne henvendelser, og tal i stedet med yngre familiemedlemmer om sagen. Hvis der er mistanke om gerningsmand, så ring til politiet på 114.
Kommentarer