Ringsted by

7,5 millioner til grønne løsninger og lokale initiativer

Erhvervsministeriets Landdistriktspulje åbner nu for ansøgninger om støtte til projekter i landdistrikterne og på øerne. Det sker som noget nyt med et grønt tema som overskrift.

I praksis betyder det, at der udmøntes cirka 4,8 mio. kr. til forsøgsprojekter under temaet ”Udvikling af bæredygtige og grønne løsninger i landdistrikterne”.

Målet er at bidrage positivt til den grønne omstilling og til at styrke beskæftigelsen, erhvervsudviklingen, servicen, levevilkårene, bosætningen eller lokale kultur- og fritidsaktiviteter i landdistrikterne.

Herudover udmøntes cirka 2,7 millioner kroner til initiativer, der kan forbedre levevilkårene i de små øsamfund.

Erhvervsminister Simon Kollerup:

Vi ser positive udviklingstendenser i landdistrikterne, men vi ser i den grad også områder, hvor vi med fordel kan hjælpe udviklingen på vej. Og hvor der fx er et behov for, at vi som stat går ind og er med til at kickstarte den grønne omstilling. Det gør vi nu blandt andet ved at give Landdistriktspuljen et tema, som understøtter bæredygtighed ude i lokalsamfundene.

Erhvervsminister Simon Kollerup fortsætter:

Når vi på den her måde giver Landdistriktspuljen en grøn overskrift, er det blandt andet fordi, vi gerne vil støtte bæredygtigheds-projekter, der er startet og styret af lokale ildsjæle. Det er de lokale, der bedst kender deres egne nærområders udfordringer og muligheder. Det er derfor også dem, der ofte får de bedste idéer til nye tiltag. Det skal vi selvfølgelig bakke op om, og her er blandt andet Landdistriktspuljen et rigtig godt redskab.

Ansøgninger skal indsendes til Erhvervsstyrelsen inden 1. oktober kl. 12:00.

For yderligere oplysninger kontakt Erhvervsstyrelsen for spørgsmål om Landdistriktspuljen (tlf. 41 71 78 97 eller landdistriktspulje@erst.dk).

Kommentarer