Ringsted by

44-årig gæst banket af venindens ekskæreste

Et besøg hos en kvindelig bekendt i Ringsted endte i går aftes kort før midnat voldsomt for en 44-årig mand fra Ringsted.

Mens han opholdt sig hos kvinden, blev hoveddøren sparket op af hendes ekskæreste, der efterfølgende overfaldt den 44-årige med flere knytnæveslag i ansigtet, på kroppen og på armene.

Politiet rykkede ud til kvindens adresse, hvor det 44-årige, forslåede offer afventede og bekræftede anmeldelsen. Han kunne supplerende oplyse, at han var blevet truet af gerningsmanden til at undlade anmeldelse af volden til politiet.

Ved den bekendtes lejlighed sås hoveddøren tydeligt ødelagt. Inde i lejligheden traf politiet både den kvindelige beboer og hendes eks-kæreste – en 45-årig mand fra Korsør – som straks blev anholdt og sigtet for grov vold mod den 44-årige.

Den anholdte er fortsat i politiets varetægt og fremstilles i grundlovsforhør kl. 1030 ved Retten i Roskilde som sigtet for vold, hærværk og trusler mod et offer med krav fra anklagemyndighedens side om varetægtsfængsling. Han var nemlig for et par måneder siden blevet løsladt efter afsoning af en dom for netop vold og også hærværk.

Kommentarer