40 års vokseværk
Når Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm lørdag 26. maj fejrer sit 40 års jubilæum – på selve mærkedagen – er der en del frivillige medarbejdere til stede, som var med til premieren for 40 år siden.
De kan bevidne de kolossale forandringer, museet er undergået siden maj 1978. Dengang gav daværende kulturminister Niels Matthiasen (S) museets frivillige medarbejdere intet mindre end et ridderslag ved at forestå den officielle åbning af museet for offentligheden.
I de forløbne 40 år siden Sporvejsmuseets første åbningsdage er museets vognsamling blevet betydeligt større, blandt andet ved overtagelsen af den offentligt ejede samling af museumssporvogne og busser i 2003. Den trafikerede strækning er vokset fra omkring 300 meter til omkring to kilometer, og museet har i dag til huse i ikke én, men otte større og mindre bygninger. En lille ny by!
Sporvejsmuseet regnes i dag i top-5 på verdensplan blandt tilsvarende museer.
Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm har til festdagen inviteret repræsentanter for offentlige myndigheder og private virksomheder, der har været museets samarbejdspartnere gennem årene.
Ruds Vedby Garden underholder med piber og trommer og elegant eksercits fra kl. 13:30, og museet besøges af ejere af vintagebiler fra de gamle sporvognes storhedstid, så man genskaber gadebilledet fra dengang. Der er dagen igennem intensiv trafik på museumssporvejen, og der er mulighed for at opleve den bevarede københavnske hesteomnibus i trafik mellem museet og Skjoldenæsholm Hovedgård.
Se mere her.
Kommentarer