37-årig kvinde svært kvæstet under politikontrol på Vestmotorvejen
En 37-årig kvinde kom natten til lørdag alvorligt til skade i forbindelse med en politikontrol på Vestmotorvejen mellem Ringsted og Bjæverskov.
Kl. 00.25 standsede politiet en personbil til kontrol af fører og passager i bilen. Under denne kontrol ville den 37-årige kvinde fra Vanløse, der var passager i bilen, træde af på naturens vegne og kravlede over autoværnet ved det sted, hvor bilen var standset.
Ved et uheld faldt hun efterfølgende 8-10 meter ned i en tunnel, der gik under motorvejen lige netop på det sted, hvor hun kravlede over autoværnet.
Hun pådrog sig ved faldet svære kvæstelser i hovedet og blev hastigt bragt til Rigshospitalets traumeafdeling til fornøden behandling. Kvindens nærmeste pårørende er underrettet om denne ulykkelige hændelse.
Kommentarer