350.000,00 kr. til projekt “Fem købmænd bringer nærheden tilbage”
36 ansøgere fra hele landet får i dag støtte gennem Erhvervsministeriets Landdistriktspulje. Tilsammen modtager de 8,2 millioner kroner til projekter, der skal bringe nærheden tilbage i landdistrikterne og til lokale initiativer på de danske småøer.
Formand for Det Rådgivende Udvalg for Landdistriktspuljen Finn Jorsal:
”Det er glædeligt at se, at der rundt om i landet bliver arbejdet aktivt med forskellige måder at få nærheden tilbage i landdistrikterne. Derudover glæder det også udvalget, at der har været så mange gode ø-projekter, som har handlet om vital infrastruktur. Fx købmandsbutikker, tankanlæg og havne, der alle i høj grad medvirker til opretholdelse af øsamfundene.”
Den 14. oktober 2020 var der frist for ansøgninger til Landdistriktspuljen, og Erhvervsstyrelsen modtog i alt 138 ansøgninger.
Det Rådgivende Udvalg for Landdistriktspuljen har udvalgt 36 projekter: 18 forsøgsprojekter til 4,9 millioner kroner og 18 projekter på de små øer til 3,3 millioner kr.
Projekt ” Fem købmænd bringer nærheden tilbage” udgangspunkt er, at dagligvarebutikkerne er endnu mere vitale for den lokale sammenhængskraft, bosætning og turisme i landdistrikterne end i byerne.
Projektets formål er derfor at styrke lokalsamfundene og bringe nærheden tilbage ved, i en samskabende proces med lokalråd
og købmænd, at udvikle modeller, der kan styrke serviceudbuddet inden for den lokale dagligvarehandel, samt identificere og afprøve nye modeller for vareudbringning.
Formålet skal indfries ved at gennemføre en tværgående undersøgelse af fem lokalsamfund med udgangspunkt i den lokale købmand, med henblik på at kortlægge deres største udfordringer og muligheder i forhold til at udvide serviceudbuddet, styrke vareudbringningen og være samlingsstedet for øget nærdemokrati i landsbyen.
Nu er der 350.000 kr. til projektet.
Kommentarer