112

30-årig mand stukket med kniv på Kildebakken i Ringsted

En 30-årig mand er blevet stukket flere gange med kniv onsdag eftermiddag foran et rækkehus på Kildebakken i Ringsted. Efterfølgende stak gerningsmanden af i en Toyota Aygo. - Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix
En 30-årig mand er blevet stukket flere gange med kniv onsdag eftermiddag foran et rækkehus på Kildebakken i Ringsted.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Boye Rasmussen.

Han fortæller, at politiet fik anmeldelsen klokken 15.10.

– Vi kan konstatere, at en person er blevet stukket flere gange med kniv. Han bliver fløjet til Rigshospitalet, siger vagtchefen.

Mandens tilstand beskrives som alvorlig, men ikke kritisk.

Ifølge vagtchefen troppede gerningsmanden op ved rækkehuset i Ringsted. Her opstod der noget tumult, og den 30-årige blev altså stukket med kniv.

Efterfølgende stak gerningsmanden af i en Toyota Aygo.

– Hvis nogen ved, hvad det går ud på, vil vi selvfølgelig gerne høre fra dem, siger vagtchef Boye Rasmussen.

Der er ifølge vagtchefen intet, der tyder på, at det skal være banderelateret.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.

/ritzau/

Kommentarer