Debat og politik

20 % som kan mærkes

Regeringen og Dansk Folkeparti har besluttet, at Danmarks Radio(DR) skal beskæres med 773 mio. kroner over de næste fire år i et forsøg på at fokusere DR og skabe et bedre DR.

Som medieudspillet ligger lige nu, er det desværre en massiv besparelse i dansksproget indhold, hvilket bl.a. er uhensigtsmæssigt, fordi internationale aktører som Facebook, Netflix og Google, mere og mere dominerer det samlede mediebillede.

DR giver i dag danskerne en fælles referenceramme til at møde en kompleks verden, som samler og styrker vores fællesskab og sammenhængskraft. Danmark er et lille sprogområde og i en tid, hvor vi bliver oversvømmet med udenlandsk medieindhold, er det vigtigt, at der stadig bliver produceret dansk tv for de mange og smalle programmer for de få – uden reklamer. På nyhedssiden leverer DR objektive nyheder og indhold på alle platforme til alle danskere uafhængigt af politiske og økonomiske interesser.

Jeg håber at øvelsen med at spare sig til forbedringer lykkes, så vi står tilbage med et stærkere DR og ikke alene en skattelettelse.

 

John Wennerwald

Regions- og byrådsmedlem for Socialdemokratiet

Kommentarer