Navnenyt

16-årige Nikolaj Jørgensen fra Ringsted triumferede ved internationalt dartstævne i Esbjerg

Nikolaj Jørgensen efter hans sejr ved Denmark Masters i søndags. Foto: Dansk Dart Union/Bent Lund.

Det er ingen hemmelighed, at 16-årige Nikolaj Jørgensen fra Ringsted Dartklub er et af de største talenter indenfor dansk dartsport netop nu. Det beviste den talentfulde ungdomslandsholdsspiller nok engang, da han i den netop overståede weekend triumferede i ungdomsrækken ved de to prestigefulde turneringer Denmark Open og Denmark Masters i Esbjerg.

Indenfor dartsportens verdensforbund, World Darts Federation (WDF), er Denmark Open og Denmark Masters de to største turneringer i Skandinavien, og turneringen havde derfor også deltagelse af flere internationale topnavne, heriblandt hollandske Tinus van Tiel, der selv vandt Denmark Open i 2021, hvor han dengang besejrede netop danske Nikolaj Jørgensen i finalen.

I år fik Nikolaj Jørgensen dog sin revanche og besejrede Tinus van Tiel i finalen ved både Denmark Open og Denmark Masters. På den baggrund var det da også en glad Nikolaj Jørgensen, der umiddelbart efter søndagens sejr satte ord på sine følelser efter sin anden turneringssejr på bare to dage.

– Jeg er selvfølgelig helt vildt tilfreds. Jeg synes ikke, at jeg ramte topniveauet i weekenden, så det er selvfølgelig positivt, at jeg kan vinde så store turneringer, også selvom jeg ikke lige rammer dagen, lød det fra Nikolaj Jørgensen.

Efter weekendens sejre kan Nikolaj Jørgensen se frem til at rykke op som nummer 14 på WDF’s verdensrangliste for ungdomsspillere.

Den næste store opgave for Ringstedspilleren bliver ved DM i Aalborg den 25. juni, hvor Nikolaj Jørgensen vil forsøge at forsvare sin titel som dansk mester i juniorrækken. Herefter vil han i midten af juli repræsentere det danske ungdomslandshold ved WDF’s europamesterskab i Ungarn.

Kommentarer