Ringsted by

16.000 vandkunder har ikke betalt deres regninger

Ny lov forventes fra nytår at gøre det muligt for kommunalt ejede vandselskaber at bede private inkassofirmaer og -advokater om hjælp til at inddrive den stadig voksende gæld hos kunderne. Gælden har nu rundet 150 mio. kr. Brancheorganisationen DANVA anbefaler selskaberne at sige ja til muligheden, for det er ikke sikkert, at chancen kommer igen.

– Forventningen er, at vandselskaberne bedre end Gældsstyrelsen kan hente en stor del af de flere end 150 millioner kroner, som over 16.000 vandkunder ikke har betalt, og som i sidste ende kan medføre højere vandtakster, siger Susanne Vangsgård, der er chefkonsulent i DANVA, til december-nummeret af DANVAs branchemagasin, DANSKVAND.

– Ingen kan være tjent med, at lovlydige borgere skal betale for dem, der bevidst ikke betaler, fordi det ingen umiddelbar konsekvens har ikke at betale. Der bliver fx ikke lukket for spildevandsforsyningen, siger Susanne Vangsgård.

Farvel, SKAT
Flere vandselskaber står allerede på spring til at skifte væk fra den offentlige opkrævning, fordi systemet ganske enkelt ikke har fungeret.

– Samn Forsyning har taget en beslutning om at skifte væk fra SKAT. Til dato har opkrævningen via SKAT været ineffektiv – grænsende til ikke-eksisterende. Det er svært at få et up to date-overblik af kunden – fx kan vi ikke umiddelbart svare kunden på dennes udestående, da vi ikke kender til pålignede renter og gebyrer fra SKAT. Ved at miste overblikket mister vi også kontakten til kunden, som vi fortsat skal servicere, fortæller Susanne Klitfod, fagansvarlig for afregning i Samn Forsyning. Det siger hun til magasinet DANSKVAND, hvor flere selskaber kommer med samme melding.

I kølvandet på skattesagen: 1 milliard kroner på vej tilbage til vandselskaberne
Efter en næsten 10 år lang kamp vandt DANVA og vandselskaberne i november 2018 en principielsag i Højesteret, der betød, at 273 selskaber slipper for ekstra skatter de næste mange år for op mod 36 mia. kr. Mere end 1 mia. kr. i allerede betalt skat skal tilbage til selskaberne.

Formålet med retssagen var for vandselskaberne at nå frem til en fair beskatning, der følger de politiske intentioner i vandsektorloven om lavest mulige takster til danskerne.

– Dommen i Højesteret om værdisætning af vandselskaberne er stort set identisk med den opfattelse, DANVA havde af de politiske intentioner i loven om selskabsgørelse i 2010, så vi var selvfølgelig ekstremt tilfredse med den klare afgørelse, siger Carl-Emil Larsen, direktør i DANVA.

Prisen på vand og andre nøgletal
I DANSKVAND kan man også blive klogere på den økonomiske side af vand- og spildevandsforsyningen i Danmark. Her viser nøgletal, at gennemsnitsprisen for 1 liter vand ligger på 6,9 øre. For en gennemsnitlig husstand på 2,15 personer lyder vandregningen på 5.743 kr. om året – baseret på et gennemsnitligt forbrug på 105 liter pr. døgn pr. person. Cirka to tredjedele af prisen går til håndtering af spildevandet (når momsen er regnet med).

Kommentarer