Ringsted by

105 mio. kr. skal styrke danske virksomheders konkurrencekraft og eksportparathed

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse iværksætter nu en markant og skræddersyet indsats for at styrke konkurrencekraften og eksportparatheden i op mod 1.000 mindre danske virksomheder, herunder især ejer- og familieledede virksomheder, hvor mange står over for et generationsskifte i de kommende år.

De i alt 105 mio. kr. går til to virksomhedsrettede indsatser, som gennemføres af to stærke og landsdækkende partnerskaber med de tværkommunale erhvervshuse som centrale aktører.

Henholdsvis Erhvervshus Sjælland og Erhvervshus Midtjylland står i spidsen for projekterne, som skal tilføre mindre virksomheder med under 50 ansatte støtte til indkøb af ekstern rådgivning til dels at forberede ejer- og generationsskifte og professionalisere interne processer, markedsføring og salg, dels at styrke virksomhedernes eksportparathed og forudsætninger for at indgå i internationale værdikæder.

Indsatserne, der medfinansieres af EU’s Regionalfond, vil især komme mindre virksomheder med under 50 ansatte til gavn – fra den dygtige lokale smedevirksomhed, der skal styrke sin indtjening, over den lokale, men internationalt orienterede handelsvirksomhed til den familieejede kro, der står over for et generationsskifte.

De mindre virksomheder er helt centrale i dansk erhvervsliv. Vi lægger i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse stor vægt på, at virksomheder i hele landet oplever god adgang til skræddersyet hjælp til at professionalisere og udvikle deres forretning, bl.a. gennem øget eksport. Det gælder ikke mindst de mindre og ofte ejerledede virksomheder. Derfor er jeg rigtig glad for, at erhvervshusene nu kommer til at stå i spidsen for to stærke indsatser, som jeg forventer mig meget af, siger Jakob Riis, formand for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Bedre indtjening og sund økonomi i de mindre virksomheder

Erhvervshus Sjælland tilbyder i landsdækkende partnerskab med alle erhvervshusene og deres lokale filialer den landsdækkende indsats ”SMV: Professionalisering”, der støttes med 75 mio. kr. Indsatsen giver 600 mindre danske virksomheder med 3 til 50 ansatte adgang til skræddersyet ekstern rådgivning.

Projektet vil bl.a. yde støtte i forbindelse med dannelse af advisory boards og bestyrelser, opstart af ejer- og generationsskifter, igangsætning af omstruktureringer i virksomhederne mm. – udviklingsopgaver der ofte er svære at finde tid til i virksomhedernes pressede hverdag, hvor driften fylder meget.

Professionalisering af virksomhederne er afgørende – ikke mindst på Sjælland. Vi skal have flere højvækstvirksomheder, mere digitalisering, flere virksomheder der investerer i innovation, og flere virksomheder skal kunne eksportere. Med ”SMV:Professionalisering” får virksomhederne en mulighed for mere strategisk viden, stærkere ledelsesmæssige kompetencer, højere kompetenceniveau hos medarbejderne og en stærkere digitalisering, siger John Brædder, borgmester i Guldborgsund Kommune og formand for Erhvervshus Sjælland.

Også SMVdanmark der repræsenterer knap 18.000 små og mellemstore virksomheder inden for bl.a. byggeri, industri og service, peger på behovet for professionalisering hos de mindre virksomheder:

Der er brug for støtte, kvalificeret vejledning og sparring, så de mindre virksomheder i højere grad får mulighed for at kaste sig over udviklingsopgaver som organisationsudvikling, klargøring til ejerskifte eller generationsskifte – og for dem der har mod på det – opstart af en rejse mod internationalisering og eksport. Den mulighed får de med denne indsats, siger Ane Buch, adm. direktør i SMVdanmark.

Operatør på den landsdækkende indsats, der skal øge eksportparatheden i de mindre danske SMV’er, er Erhvervshus Midtjylland. Opgaven er stor, for mange mindre virksomheder har begrænset eller ingen eksport – og er ikke parate til at påbegynde en rejse mod internationalt samarbejde. Den kommende indsats støttes med 30 mio. kr. og er målrettet virksomheder med 10 til 50 ansatte i alle dele af Danmark.

Fakta om indsatserne

Projektet ”SMV:Professionalisering” med Erhvervshus Sjælland som operatør gennemføres i et landsdækkende partnerskab med de øvrige erhvervshuse, SMVdanmark og CBS. Projektet støttes med op til 75 mio. kr. – 50 mio. kr. fra EU’s Regionalfond og 25 mio. kr. fra de decentrale erhvervsfremmemidler.

Projektet ”Øget eksportparathed i SMV’er” med Erhvervshus Midtjylland som operatør gennemføres i et landsdækkende partnerskab med de øvrige erhvervshuse. Projektet støttes med op til 30 mio. kr., heraf 15 mio. kr. fra EU’s Regionalfond og 15 mio. kr. fra de decentrale erhvervsfremmemidler.

På Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses hjemmeside finder du beskrivelser af de to nye projekter

Læs mere om Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses to SMV-indsatser her:

Øget eksportparathed i SMV’er

Øget konkurrencekraft i SMV’er

Kontaktinfo

Hvis du vil vide mere om de to indsatser, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Tonny Danielsen på 35 29 14 34 eller tondan@erst.dk.

 

Kommentarer