- Denne begivenhed er allerede afholdt.
VIDEO VIDEO af Katja Bjørn / Jette Ellgaard
Afholdes 8. april 2018 kl.13:00 - 17:00
Begivenhed Navigation
Ringsted Galleriet præsenterer udstillingen Video Video med billedkunstnerne Katja Bjørn og Jette Ellgaard
__________________________________________________________________________
Værkerne kan ses i forlængelse af det 2-årige udstillingsprograms underliggende præmis: ‘decollage’, som er en kunstnerisk strategi, der i sit udgangspunkt river op, splitter, udøver ’hærg’ på det allerede eksisterende (billede). Decollage kan på mange måder ses som en ikonoklastisk tilgang.
Med udstillingsprogrammet de-co-lage! kigger vi på kunstens tilpasningsevne (eller mangel på samme), fra at være et marginaliseret rum forbeholdt de få, til at være et prestigiøst rum hvor kunstneren kan agere magtfuldt.
Med dette program ønsker vi at indfange det enorme spænd, der er i kunstrummet. Fra det lille formelle nørderi, det politiske, til spektakulære magtdemonstrationer.
LÆS MERE OM KATJA BJØRNS VÆRK HERUNDER:
_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _
Katja Bjørns bidrag og værket ‘Decollage’ eksperimenterer med kroppens symmetriske form gennem en ny videoinstallation om krop og køn.
To adskilte videoinstallationer viser en krop i to forskellige perspektiviske stillinger. Den afbildede krop er en collage af to kroppe af forskelligt køn, to kroppe, der er halveret og kunstigt sammensat langs den vertikale akse. Værket skaber således en illusion om kropslig enhed, der på samme tid affirmerer og benægter kroppens ’enhedslighed’ – ideen om, at kroppen er en afsluttet form, samtidig med at den er permeabel over for sin omverden.
Kroppen(e) bevæger sig kun lidt, men den kunstige sammensplejsning kaster åndedrættets, øjnenes og lemmernes synkroni ud af balance, idet kroppens ene halvdel ånder, blinker, og rører på sig ude af takt med den anden. Kroppen vrider sig stille men bemærkelsesværdigt ud af naturlig symmetri, og underliggør forestillingen om kroppen som en form, der adlyder naturens orden.
Værket og dets installationsform problematiserer således kroppens enhed og kønnets symmetri ved at dvæle ved deres kunstighed, og går i dialog med de kulturelle forestillinger, der dikterer, at kroppe kan forstås, fortolkes og bedømmes alene ud fra sig selv.