- Denne begivenhed er allerede afholdt.
Skal vi flette vore julestjerner sammen?
Afholdes 16. december 2018 kl.12:00 - 15:00
Begivenhed Navigation
Søndag den 16. december skruer Ringsted Museum & Arkiv op for julehyggen. Katja Svedstrup Westh Gross, forfatteren bag årets jule-hobby-bog Kreative stjerner, fletter dagen igennem julepynt med gæsterne og deler gavmildt ud af sine erfaringer.
Katja Svedstrup Westh Gross har altid været kreativ og haft forslag til skabeloner og nye måder at gøre tingene på. I 2008 udgav hun Nissehjerter og søde detaljer. I år er turen kommet til nye spændende flettede stjerner med inspiration fra Tyskland og Thailand. Hun har stået for kreative værksteder – bl.a. juleflet – de sidste 30 år. Og søndag den 16. december bliver det gæsterne på Ringsted Museum & Arkiv på Køgevej 41, der får glæde af hendes mange gode idéer. Der flettes fra kl. 12-15.
Den nye bog om Kreative stjerner åbner for en verden af flettede stjerner – ikke kun til jul, men hele året. Til hverdag og fest. Kun egen snilde og tålmodighed sætter grænsen.
Så mangler du en idé til en gaveæske eller trænger til nye udfordringer, så kig forbi museet – det er ganske gratis. Katja donerer nemlig sin tid, Ringsted Vindmøllefond giver entréen og museet stiller materialer til rådighed.
Gå ikke glip af resten af museets julerier
Nisserne i Ringsted Vindmøller er i fuldt vigør – og på museet kan man se udstillingen om julens traditioner Rør blot ikke ved min gamle jul. Butikken er klar med advents- og værtindegaver til jul – og hvis man skal have en pause fra fletteriet er der lune æbleskiver og varme drikke til salg i museets café.